Oplevelser i nærheden

Mountainbiking

Hørhavegården ligger lige midt på det populære og berømte mountainbikespor i Marselisborg. Marselisborg sporet er ca. 25 km langt, fint skiltet hele vejen og har en total stigning på næsten 600 højdemeter. Sporet har flere steder udsigt over havet og sværhedsgraden veksler mellem lette grusstier til stejle nedkørsler, stigninger, drops, træstammer, rock garden og teknisk meget svære passager, som fx. “Ymers mave”. De fleste steder er der mulighed for at vælge alternative ruter. Sporet bliver løbende vedligeholdt på frivillig basis af Aarhus Trail Builders. Området giver også fine muligheder for en længere tur på mountainbike uden at møde meget asfalt. Man kan fx. fortsætte til Vilhelmsborg skov eller fortsætte langs kysten til Norsminde havn og snuppe en frokost på fiskehuset på den hyggelige lystbådehavn.

Aarhus EMTB tours

Få en forrygende oplevelse med Aarhus EMTB tours.

E-mountainbike med Aarhus EMTB tours er fælles tur, sjov og udfordringer i sikre omgivelser. Elmotorerne udligner forskelle i fysisk form, så alle følger ubesværet med og INGEN bliver kørt bagud.

Skovens stigninger forceres som en leg, når turen går på E-mountainbike.  Man kommer langt omkring og får en god naturoplevelse – og man kan tage de fede nedkørsler igen og igen. 
E-mountainbike er kort sagt gode oplevelser for alle i skoven.

Turene starter fra Hørhavegården og køres i Marselisborg skov med afstikker til Mariendal strand og Vilhelmsborg ådal samt bronzegravhøjen Jelshøj i 128 meters højde med en fantastisk udsigt over hele Århus syd og Århus bugt. 

Inden vi kører afsted får du en grundig indføring i at bruge cyklerne, så du er helt tryg ved både gear, bremser og motor. Turen starter ad større grusveje, og derefter bevæger vi os ad mindre stier og prøver, hvordan man ubesværet kan køre opad stigninger på ruten.

Vejledende priser og kontakt. 

1-2 personer: 950,- kr. pr. pers.

3 personer: 650,- kr. pr. pers.

4-10 personer: 500,- kr. pr. pers.

Ca. 3 timer – kortere eller længere efter ønske

Priserne er inkl. E-MTB, guide, cykelhjelm. (OBS: Vi kører kun guidede ture og udlejer ikke cyklerne uden guide). 

Kontakt os venligst for tilbud, eller ring: 

Morten tlf.: 20277588

Brian tlf.: 87553593

Turene varetages af Aarhus EMTB tours, der drives og ejes af Brian Lassen og Morten Lund, begge erfarne og passionerede Mountain bikere. 

Se mere: www.aarhusemtbtours.dk  

Cykeludlejning

For leje af både mountainbikes, gravelcykler og citybikes henviser vi til bingsbikerental, der ligger på Grumstolsvej  i gåafstand af Hørhavegården. Bings bikerental laver også guidede ture. 

Badestrande

Strandene omkring Hørhavegården giver masser af muligheder for badning og ikke mindst for at finde en smuk, idyllisk og fredelig oase på stranden langt væk fra bystrandenes menneskemylder. Stranden nedenfor Hørhavegården byder på dejlig sandstrand og badebro med gode muligheder for leg og badning for hele familien. Det tager ca. 5 minutter at gå de 300 meter ned til stranden fra gården. Badebroen “Den uendelige bro” ved Varna palæet er en lille gåtur langs stranden værd. Derudover er Moesgård strand en særdeles børnevenlig og bred sandstrand med badebroer, sandbund og faste livreddere.

Varna Palæet

Varna er en skovrestaurant, der ligger blot 1 km fra Hørhavegården i retning mod byen. Den er opført 1908-1909 og blev indviet i forbindelse med Landsudstillingen i Aarhus i 1909. I gamle dage var Varna et yndet udflugtsmål for dampskibsturismen, der sejlede fra Århus havn og ud langs kysten. Varna Palæet er opkaldt efter den bulgarske by og fæstning Varna ved Sortehavet. Det skyldes at en tidligere ejer af Marselisborg gods, baron Christian C. N. Gersdorff, havde deltaget i russisk krigstjeneste ved Sortehavskysten og derfor (i begyndelsen af 1800-tallet) opkaldt vandmøllen på stedet derefter. Hver søndag serveres der lækker brunch på Varna.

Vandring

Området omkring Hørhavegården er intet mindre end perfekt til vandring. Det kuperede og afvekslende terræn gør vandreturen udfordrende og spændende. Man kan gå langs kysten til Moesgård strand og undervejs nyde udsigten over Århus bugt og Kattegat fra udsigtspunktet ved Ørnereden. Man kan også vandre til MOMU (Moesgård museum) eller langs Kærlighedsstien, der følger den bugtede Giber å til Skovmøllen og nyde en kop varm kakao. Eller man kan vandre forbi Varna Palæet til Marselisborg Slot og spise picnic i Mindeparken. Uanset hvilken retning du vandrer i, vil skoven, vandløbene og stranden sørge for de smukkeste omgivelser, du kan tænke dig.

Trailløb

Skovene omkring Hørhavegården er et af de bedste steder at løbe trailløb i Danmark. Her bliver du udfordret af masser af højdemeter, tekniske nedløb, smukke skovstier med havudsigt, små broer over rislende bække, stejle skrænter og meget mere. Da det kan være svært at finde rundt i skovene og finde de bedste og smukkeste løbeture, tilbyder vi dig guidede løbeture. Henvend dig i receptionen for at aftale nærmere.

MOMU - Moesgård museum 

Moesgård museum er med sin nye bygning fra 2014 blevet et meget attraktivt udflugtsmål for både børn og voksne. Museet rummer 5 permanente udstillinger om oldtiden og middelalderen og ofte en spændende specialudstilling. Området omkring det nye museum og parken tilhørende det gamle Moesgård er smukt og idyllisk og en udflugt værd i sig selv. Bus 18 går direkte fra Hørhavevej 200 M. fra Hørhavegården til MOMU hvert kvarter i hverdagene og hver time i weekenden 

Dyrehaven

Dyrehaven ligger mindre end 1 km fra Hørhavegården og er let at finde til fods. Man vandrer blot langs Ørneredevej ind mod byen, så kommer den efter kort tid på venstre hånd. Marselisborg Dyrehave er åben året rundt i alle døgnets lyse timer. På de 22 hektar kan du opleve sikavildt,dåvildt og vildsvin. I Dyrehaven kan du komme helt tæt på hjortene, men husk på, det er vilde dyr – ikke kæledyr. Dyrehaven er er dejligt sted for børnene, hvor de kan lære om skovens dyreliv og samtidig lege og hygge sig i trygge omgivelser.